PROBLEMSTILLINGER OMKRING TRÆER
Inden for de sidste 20 år er der kommet en øget interesse for risikotræer. Baggrunden for den interesse er et par alvorlige ulykker, hvor træer er væltet, uden at det har været stormvejr. Desuden forventer publikum i Danmark, at man kan gå sikkert under og forbi træer, uden at få en gren i hovedet eller værre endnu - et træ ned over sig.
Senest er der kommet mere fokus på øget biodiversitet. Det har medført ændret drift af parker, haver og skove, så der kommer mere dødt ved på træerne og på jorden. Desuden bliver træerne meget ældre. Det giver øget risiko for, at grene falder af træerne, og at træer vælter. Ingen er interesseret i, at træerne skader ting eller personer. Der er ofte forskellige muligheder for at mindske risikoen for skader, samtidig med at træerne bliver stående længe.
Fra omkring år 2005 har Iben Thomsen og Simon Skov sat fokus på, at det er muligt at mindske farer fra træer ved en systematisk forvaltning med fokus på tegn på, at træet kan blive et risikotræ. Der kan gøres noget, inden nogen eller noget udsættes for faren. Man skal også være opmærksom på, at der kan være et ansvar, der skal placeres, hvis der sker skader på mennesker, dyr eller ting.
- Vi vil gerne have gamle træer
- Vi vil øge biodiversitet
- Vi ønsker ikke blive udsat for unødvendige farer fra træer på os selv eller vores værdier.
Risikotræer er træer med forudsigelig risiko for at vælte eller knække ned over personer eller værdierAltså indeholder definitionen tre ting, der alle skal være til stede. |
Hvis der sker en ulykke
Hvis der sker en ulykke pga. et risikotræ, er det retspraksis, at der gives forholdsvis store erstatninger, hvis der ikke er dokumentation for, at der er udført regelmæssigt tilsyn med træerne. Man kan blive pålagt både et juridisk og økonomisk ansvar.
Generelt er man forpligtet til at tilse det, man ejer. På biler er det fx fastsat, hvor ofte man skal til syn med bilen. Tilsvarende er det ikke fastsat på træer, hvor tit de skal tilses, men ejeren har stadig et ansvar for træets handlinger. Kilde: Appen Risikotræ.
Ved at føre systematisk tilsyn og følge de anvisninger, der kommer ud af det, kan man ikke gøre mere – man har gjort sit bedste, og dermed forhåbentlig forebygget skader. Hvis uheldet er ude, vil man normalt ikke blive draget til ansvar juridisk og økonomisk, eller kun i mindre grad.
Der bliver der brugt mange ressourcer på at mindske antallet af risikotræer i det offentlige rum:
- i byerne
- grundejerforeninger
- parker
- langs veje
- parkeringspladser
- i skove.
Tre hovedårsager til, at et træ bliver et risikotræ
- Dårlig struktur
- Vednedbrydende svampe
- Skadede rødder
Dårlig struktur
Dårlig struktur kan gøre træer til risikotræer. I forbindelse med risikotræer nævnes ofte, at træet har en dårlig struktur. Hvad er så en dårlig struktur? Dårlig struktur er former i træet, som giver en unødig belastning, der gør, at træet nemmere vælter, knækker, flækker eller taber/knækker grene af. Det kan enten være i stammens eller kronens struktur.
Flerstammede træer
Flerstammede træer udvikler især krone væk fra de andre stammer, og får dermed mere vægt på den ene side. Normalt kompenserer træer for ensidig vægt ved at lægge ekstra ved på modsatte sides holderødder. Men da flerstammede træer ikke har rødder ud til den side, hvor de andre stammer er, har de ikke mulighed for at forstærke holderødder som modvægt til den ensidige krone.
V-tveger og U-tveger
Fra starten vokser træer opad med en akse, indtil de når modenhedsfasen. Det er dog ikke altid, de gør det. Nogle gange udvikles der derimod to lige store stammer – tveger:
- Der kan blive dannet to topknopper i stedet for en
- Der kan ske en skade, så topknoppen dør, og sidegrene overtager topvæksten.
Disse to stammer kan udgå fra stammen, således at deres ved flettes sammen. Det kaldes U-tvege. Eller de kan komme fra stammen som to separate stammer - nærmest som om stammen er ved at dele sig i midten, og vokser adskilt lige op. Det kaldes V-tvege.
U-tveger er flettet sammen i delingen, og har en stærk samling, mens V-tveger vokser parallelt og har en svag samling i delingen, og kan derfor nemt gå adskilt og flække. Den svage samling giver træet en dårlig struktur. Det forstærkes af, at grenen på de to stammer især udvikles og vokser på siden væk fra samlingen. Dermed kommer der vægt på stammerne, som kan trække samlingen fra hinanden. Det er næsten kun i løvtræer, man ser tveger. Nogle arter og nogle kloner udvikler oftere spidstveger end andre, fx spidsløn og nogle kloner lind.
Hældende træer er træer, der hælder – ikke træer, der har udviklet en ensidig krone. Træerne er måske blevet hældende, fordi de har vokset efter lys, eller jorden har forskubbet sig. For at kompensere for det store vægt-træk til den hældende side, udvikler træet sine holderødder meget modsat hældet – den øgede vækst på holderødderne ses ofte tydeligt.
Lange, tunge grene
Lange, tunge grene knækker let, fordi alle blade er i enden, og grenene er tynde i forhold til længden. Lange, tunge grene udvikles naturligt hos nogle arter, fx hos eg. De kan også udvikles pga. for dyb plantning eller for lille rodrum, så roden ikke kan udvikle sig efter nogen tid. Her et eksempel på hvordan grenen beskæres over sidegrene for at mindske risikoen for, at den knækker.
Ensidig kroneudvikling
Den ene side af træet kan blive hæmmet i sin vækst, hvis nabotræet står tæt på, og skygger eller slår grene af. Hermed får den ene side af træet flere grene at vokse på og mere lys. Det bevirker, at der i knopperne dannes flere grene, og dermed flere blade, der kan forsyne tidligere grene med ”energi”. Det kan også skyldes, at det blæser meget fra den ene side.
Dårlig grenvedhæftning
Grene kan sidde dårligt fast på stammen, fordi de er kommet til senere, og er dannet i barken – vanris. På billederne ses et ungt vanris og et gammelt vanris. Grenene kommer pludselig ud af træet. Det er en dårlig struktur, da de ikke er fæstnet ordentligt.
Grene, der er dannet fra starten, udspringer i stammens marv. Grenen er flettet sammen med hovedgrenen eller stammen ved den årlige tilvækst.
Vednedbrydende svampe
Hvis der er vednedbrydende svampe, kan kendskab til svampene give beslutningstagere bedre mulighed for at bevare træerne længst muligt. Du skal vide, hvordan frugtlegemerne ser ud, hvornår på året du kan se dem, hvor på træer du kan se den. I bogen Risikotræer og i hæftet risikotræer kan du finde vigtig viden om vednedbrydende svampe.
For at lære de vigtigste informationer om hver af disse svampe, kan du her downloade et spil om de vednedbrydende svampe:
Skadede rødder
Skader på rødder kan have store konsekvenser for træets vitalitet.
Tæer på et træ er et begreb for overgangen mellem stamme og rødder - der hvor stammen bliver bredere forneden. Træer har to slags rødder: Holderødder og finrødder. Tæerne er udgangspunktet for træets holderødder, og disse kraftige rødder fordeler sig ud i jorden omkring træet, hvis der er plads. Deres funktion er at holde træet stabilt oprejst.
Træet har også finrødder – dvs. siderødder til holderødderne, eller rødder i forlængelse af holderødderne. Det er finrøddernes spidser, der sørger for træets optagelse af vand og næringsstoffer. Hvis holderødderne graves over, kan de ikke være med til at sikre stabiliteten. Holderøddernes funktion er dog også afhængigt af, at finrødderne er levende.
Holderødderne er også transportvejen, hvorigennem der sker udveksling af sukkerstoffer, vand og næringsstoffer mellem rødder og stamme og træets top. Herunder finder du eksempler på hvordan træerne får færre rodskader:
Ved at benytte styret underboring inden for drypzonen, kan der arbejdes nedenunder rødderne. De fleste rødder vokser i jorden ned til 90 cm. Det er muligt at styre udenom større rødder, når borehovedet mærker det. Borehovedet skal dog trækkes lidt tilbage, og skydes frem i en ny retning.
Forneden på stammen bliver træet bredere. Denne overgang mellem stamme og rødderne i jorden hedder træets tæer. Hvis tæerne ikke kan ses, er der lagt jord omkring træet. Jordpåfyldning skader både barken nederst på træet og træets finrødder. Det ændrer iltforholdene omkring rødderne, og de dør. Finrødderne vokser ofte helt ud til træets drypzone, og jordpåfyldning helt derud skader træet.
Ved at minimere arbejde i jordoverfladen indenfor træets drypzone vil det kun være få rødder, som beskadiges. Minimal rodskade kan også ske ved at lade planter vokse op, der naturligt komme op eller ved at plante undervækst sammen med at træet plantes.